Til
                                            Jiu Jitsu
                                             "den milde kunst"

 

Jiu Jitsu opstod i Kina i 1600-tallet og blev brugt af kinesiske munke, der levede i bjergene. For at beskytte sig selv mod overfald, og da de ikke måtte bære våben, opfandt de et selvforsvarssystem, hvor de kun brugte hænder og fødder som lignede dans, og var derfor nemt at skjule den reelle hensigt overfor kejserens mænd. Teknikken udviklede sig med årene og forskellige landbrugsredskaber blev brugt om våben, da dette jo heller ikke kunne forbydes af kejseren. Omkring 1660 rejste japaneren Akiyama til Kina for at lære medicin, og på afsidesliggende klostre, hvor han blev optaget blandt munkene, lærte han Jiu Jitsu. Da han vendte hjem igen, oprettede han en skole i Tokyo, hvor han underviste samuraierne i Jiu Jitsu teknikkerne. I 1878 da samuraistanden blev opløst, var Jiu Jitsuen i færd med at forsvinde, men redningsmanden, professor Jigore Kano, som dyrkede sporten for at opbygge sit svage helbred, er grundlæggeren af den Jiu Jitsu, vi træner i dag. Da det er umuligt at lave kampe i Jiu Jitsu, er det ingen kampsport men et rent selvforsvarssystem, som består af parader, diverse frigørelsesteknikker og kast med afsluttende slag, spark eller førergreb. Princippet i Jiu Jitsu går ud på at afvente modstanderens angreb og at undvige/give efter for ham, hvorved han mister balancen og kan overvindes med ringe styrke (deraf navnet "Den milde kunst") Vores afslutninger, de karatelignende slag og spark, gennemfører vi aldrig. De udføres kun som markeringer, da det ikke er nødvendigt at ramme træningspartnerne, fordi hvis vi kan beherske kroppen under træningen, kan vi også slå igennem, hvis det i nødværge bliver nødvendigt .